Havnebaner‎ > ‎Aalborg‎ > ‎1. Fra station til havn‎ > ‎

3. havnebane


1905. Til venstre Aalborgs dobbeltsporede havnebane etableret i 1902. Til højre Aalborg G.Yderst til højre et af Aars-Nibe-Svenstrup Jernbanes lokomotiver. Vi ser, at der er god plads på såvel privatbanernes som statsbanernes areal. Til venstre står lidt umotiveret to løse godsvogne på havnebanens ene spor. Vi bemærker, at der fører et spor fra privatbaneområdet til DSBs dobbeltsporede havnebane. Jeg kan i skrivende stund (20. juli 2013) ikke finde ud af meningen med dette spor, idet privatbanen også var tilsluttet havnebanen i krydset Jyllandsgade/Sønderbro. Mellem statsbaneområdet og privatbaneområdet ses stien der førte fra Jyllandsgade til Kjærs Mølle via den sydlige luftbro. Billedet kan ses i højere opløsning her.

Aalborg Stiftstidende havde i en årrække en tegner med tilnavnet "Henry". På ovenstående tegning, som, så vidt jeg kan se, er fra "-58" eller "-59", kommenterer Henry kommunens planer om at gøre Aalborgs havnebane niveaufri. Tegneren er placeret i Fyensgade og kigger mod vest. Den eksisterende havnebane ses krydsende Fyensgade umiddelbart foran den sorte bil længst væk. Karolinelund var byens daværende tivoli og havde til huse under træerne til højre i billedet. Bemærk de to uniformerede soldater på fortorvet til højre i billedet - Henry var opmærksom på, at vi er tæt ved Fyensgades Kaserne. Tegningen kan ses i højere opløsning her. Arkiv: Henrik Melballe Andersen.